Index

Stikord


Baggrund
Mitfordiana. Nancy, Pam, Tom, Diana, Unity, Decca og Debo.

OBS:

Jeg skriver om nogle bøger, der interesserer mig. Jeg anmelder ikke for andre.

Om dette site

Jeg blev op­ta­get af em­net “Mit­for­di­a­na” for snart læn­ge si­den. Jeg har læst en mas­se om Mit­ford­er­ne og af dem, og ef­ter­hånd­en som jeg har læst og tænkt o­ver ting­e­ne, har jeg følt trang til at skri­ve om det. Det er selv­føl­ge­lig mit håb, at em­net også vil in­ter­es­se­re an­dre og må­ske give dem lyst til selv at læ­se me­re.


Søstrene, Diana

Bright, Young Thing

A Life of Contrasts Diana Mitford blev født i 1910 som Mitfordfamiliens fjerde barn og tredje datter. Allerede som barn blev hun fremhævet på grund af sin skønhed, og hun voksede op til at blive fejret som en af sin tids store skønheder. Hun fik sit portræt malet og tidens fotografer stod nærmest i kø for at få lov til at tage hendes billede. I kraft af sin skønhed og personlighed i øvrigt blev hun en dominerende skikkelse i den gruppe, eftertiden har kaldt B.Y.T. (Bright Young Things). Som attenårig mødte hun Guinness-arvingen, Bryan Guinness, og forlovede sig hemmeligt med ham. Hendes forældre modsatte sig først forholdet, fordi de mente at deres datter var for umoden til at gifte sig, og at de unge mennesker i øvrigt slet ikke passede sammen. Men de lod sig overtale, og brylluppet var årets societybegivenhed i 1929. Det unge par havde en årlig indtægt på over £20.000, et stort landsted, Biddesden i Hampshire, og huse i Dublin og i London. De var med andre ord ufatteligt rige. De fik hurtigt to børn, Jonathan og Desmond.

Mrs. Guinness var til fest og ballade

Man må forestille sig, at Dianas liv som en hovedrig mands kone mest gik med at indrette deres hjem - i flertal - , at rejse, at være gravid, og - ikke mindst - selskabelighed. Diana blev hurtigt en af de mest populære societyværtinder. Man holdt mange vilde fester, kostumeballer f.eks., hvor alle skulle møde op klædt ud i overensstemmelse med et eller andet tema. Et af de arrangementer, Guinness-parret stod for, var en fernisering. De påstod, at de havde opdaget en genial maler, Bruno Hat, af østeuropæisk oprindelse, men nu bosiddende i Cornwall, hvor han hjalp sin mor i hendes købmandsbutik og malede ekspressionistiske malerier ude i bagbutikken. Ferniseringen fandt sted i Guinness-parrets Londonhus under bevågning af kunsthandlere, kunstkritikere og andre honoratiores. Selveste Evelyn Waugh havde skrevet kataloget. I et badekar i et hjørne sad "kunstneren". Det var Tom Mitford, der var klædt ud, bl.a. med fuldskæg. Han sad og mumlede nogle uforståelige svar på de fremmødtes spørgsmål. Billederne, der bestemt lignede andre ekspressionistiske malerier, man havde set, var sandsynligvis bestilt af Brian Howard, Evelyn Waughs studiekammarat, der stod model til Anthony Blanche i Brideshead Revisited. Billederne var alle malet på bademåtter af kork og indrammet med tovværk. Hoaxen, eller falskneriet, om man vil, blev afsløret allerede næste dag. Det sker stadig, at der dukker malerier af Bruno Hat op på kunstauktioner, hvilket ville have glædet Brian Howard, der i sin tid var skuffet over ikke at være blevet udråbt til geni.

Mødet med Oswald Mosley

Forældrenes bange anelser kom til at slå til. I 1932 mødte Diana Oswald Mosley, stifteren af B.U.F (British Union of Fascists), forelskede sig voldsomt og forlod snart efter sin mand sammen med de to drenge for at blive Mosleys elskerinde. Dette var ikke noget, man bare gjorde i 1932. Dianas forældre nægtede at have kontakt med hende i lang tid. Hun lejede et hus på Eaton Square i London. Stedet blev i Mitfordfamilien omtalt som "the Eatonry". I Shakespeare’s Hamlet siger Hamlet på et tidspunkt til Ophelia: "Get thee to a nunnery". Dette betyder ikke, som nogen har troet: "Gå i kloster, Ophelia". Snarere tværtom. "A nunnery" er vist almindelig anerkendt som elizabethansk slang for "bordel". Det er muligt, at jeg har en livlig fantasi, men for mig er det en klar reference: Eatonry, Nunnery.

Hemmeligt gift

Diana MitfordPå dette tidspunkt var det ikke kun Diana, der var gift. Det var Oswald Mosley også. Hvad mere er: Han havde ingen planer om at blive skilt. Da hans kone så gik hen og døde af bughindebetændelse i 1933, havde han ikke engang særlig travlt med at blive gift med Diana. Han havde før haft et forhold til såvel sin kones storesøster som til hendes stedmor. Efter hans kones død skulle hans svigerinde, ‘Baba’ Metcalfe, Cynthia Mosleys yngre søster, se efter hans 3 nu moderløse børn, og så indledte han minsandten også et forhold til hende. Men i 1936 fik Diana sin vilje. Hun og Oswald Mosley blev viet i Goebbels’ dagligstue, som sagt med Hitler som æresgæst. Diana og Mosley holdt ægteskabet hemmeligt helt indtil 1938, hvor Diana fødte parrets første søn, Alexander. Ægteskabet var dog ikke hemmeligt for MI5, den engelske efterretningstjeneste. Efter Diana Mosleys død er det kommet frem, at man holdt endog meget godt øje med Diana gennem det meste af 30'erne. Med god grund. Hun rejste ofte til Tyskland og havde nær fået held til at få nazisterne til at financiere en propagandaradiostation. MI5 betragtede hende som en særdeles farlig person, måske endnu farligere for rigets sikkerhed end Mosley selv.

En fare for rigets sikkerhed

Anne de Courcy: Diana Mosley I 1940, få uger efter sønnen Max’ fødsel, blev hun interneret i Hollowayfængslet i over­ens­stem­mel­se med paragraf 18b. Paragraf 18b gjorde det muligt at internere folk uden anklage eller rettergang, blot man regnede dem som farlige for rigets sikkerhed. Mosley var blevet interneret få uger forinden. Det hedder sig, at det blandt andet var vidnesbyrd fra Nancy Mitford, der sammen med de øvrige ting, MI5 havde på hende, gav anledning til, at hun blev interneret. Efter et år fik Mosley og tre andre mænd, der var blevet interneret efter den samme bestemmelse som ham, lov til at flytte til en speciel afdeling af Hollowayfængslet, sådan at han kunne være sammen med Diana. Børnene måtte andre tage sig af.

I 1943 blev parret sluppet ud af fængslet på grund af Oswald Mosleys dårlige helbred, og familien kunne atter genforenes. Der var voldsomme demonstrationer mod deres løsladelse. En af demonstranterne kunne ikke være til stede. Det var Decca, men hun sendte et "åbent" brev til sin slægtning, Winston Churchill, hvor hun gjorde rede for sine holdninger:

Som millioner af andre i de allierede og besatte områder har jeg hele mit liv været modstander af den fascistiske ideologi i hvilken form den end måtte manifestere sig. Da jeg ikke mener, at familiebånd bør have indflydelse på et menneskes o­ver­be­vis­ning­er, er jeg for længst ophørt med at have nogen kontakt med de medlemmer af min familie, der støtter fascismen. Løs­la­del­sen af Sir Oswald og Lady Mosley er et slag i ansigtet på anti-fascister i alle lande og forrædderi mod dem, som døde for anti-fascismens sag. De burde blive i fængslet, hvor de hører til.

Det er vel næppe overraskende, at Diana og Decca ikke havde nogen kontakt med hinanden de næste små 40 år? Decca skriver selv i sin A Fine Old Conflict, at brevet er både "painfully stuffy and selfrighteous" (her nok nærmest pinagtigt selvhøjtideligt og selvretfærdigt) og ikke videre søsterligt, men dog stadig udtryk for en udbredt frygt for, at fascisterne skulle vinde over de demokratiske kræfter. Man kan så tilføje, at brevet ikke var helt i over­ens­stem­mel­se med sandheden, idet hun hele tiden skrev sammen med sin mor, der var erklæret fascist, samt blev ved med at mødes med Unity, lige indtil hun rejste til USA. For Decca tjente brevet et dobbelt formål: Hun havde i høj grad nydt at leve i anonymitet, men nu var der nogle journalister, der havde opdaget, at hun var en Mitfordsøster, og hun følte, at hun var nødt til at distancere sig fra Diana for at få lov til at leve i relativ fred i Amerika.

Gårdejer Mosley

Mosleyparret måtte leve i husarrest indtil anden verdenskrigs afslutning, men de lå ikke på den lade side. Først købte de ejendommen Crux Easton, og senere landstedet Crowood, hvor de gav sig til at dyrke jorden. Der var stor mangel på fødevarer i Storbritannien i de dage, så det var ikke nogen dårlig plan. De måtte vente helt indtil 1947, før de kunne få et pas og de gennemgik på en vis måde kattens leg med musen, før det skete. Da krigen var slut, kunne de næsten ikke vente på at komme ud at rejse. Mosley fandt ud af, at de som engelske statsborgere havde ret til at forlade landet og komme tilbage igen, uanset om de havde papirerne i orden eller ej. Det handlede nu om at finde et land, der ville være villige til at modtage dem uden pas. De kunne ikke finde noget flyselskab eller andre turoperatører, der ville transportere dem til udlandet uden rejsedokumenter, så Mosley købte en lystyacht, "Alianora", og kontaktede de spanske og portugisiske myndigheder for at høre, om de ville tage mod ham og familien. De fascistiske styrer i disse lande så overhovedet ingen problemer i at modtage lederen af B.U.F., og så var sagen klar. Men ganske få dage før familien ville drage af sted, lå passene i posten.

"Reformere" indefra eller udefra?

Mosleyparret havde på ingen måde opgivet at se Storbritannien, eller resten af Europa for den sags skyld, under fascistisk styre. Der findes temmelig uhyggelige billeder fra 50'erne og 60'erne, hvor Mosley holdt rallies i Londons East End, hvor folk heiler og tilsyneladende støtter op om deres "leder". Mosley havde derimod ikke rigtig held til at komme i medierne og da slet ikke i radio og tv. Han havde også af og til besvær med at få lov til at leje lokaler til sine aktiviteter, fordi der som regel opstod tumulter og slagsmål i kølvandet på hans "rallies". Alt i alt gik det ikke så godt med at realisere hans politiske drømme, og han skal have udtalt, at man ikke flytter et læs møg ved at anbringe sig under det. Dette skulle sandsynligvis forstås sådan, at Storbritannien og især labourregeringerne var møglæsset, der skulle flyttes, før Mosley kunne komme til.

Et "forenet" Europa?

De udgav i perioden 1953-59 magasinet "The European", hvor de forsøgte at udbrede deres politiske synspunkter. Mosley gik meget ind for et forenet Europa(!), hvor han havde udnævnt Afrika til Europas "Estate", et udtryk denne forfatter vil tillade sig at oversætte til "mark". Afrika kunne m.a.o. levere de ting, som Europa manglede. Så vidt vides, havde han ikke nogle større planer om, hvordan dette kontinent skulle belønnes herfor.

Parret købte Clonfert Palace i Irland og satte det i stand, samtidig med, at de købte hus i Frankrig. Men efter få år i Irland brændte Clonfert Palace ned til grunden, og familien havde herefter base i Frankring, hvilket i høj grad kom Nancy til gode, da hun i slutningen af 60'erne blev alvorligt syg. Diana vidste dengang ikke, at Nancy havde været blandt hendes angivere i begyndelsen af anden verdenskrig. Havde hun vidst det, er det nok tvivlsomt, om hun ville have passet sin søster så trofast, som hun gjorde under de sidste 4 år af dennes liv.

Et liv i Frankrig

Le Temple de la Gloire, Orsay, set fra havesidenLe Temple De La Gloire, Orsay

De købte et hus, der hed "Temple de la Gloire". På trods af den grandiose arkitektur er huset ikke meget større end et pænt parcelhus, hvilket man måske bedst får et indtryk af ved at se på billedet af bagsiden af huset. I Frankrig blev de naboer til og nære venner med Hertugen og Hertuginden af Windsor. Det hedder sig, at da hertugparret første gang besøgte Mosleys, sagde hertuginden, at det var meget smukt, men hvor boede de?

Mosleyparret opgav aldrig deres fascistiske idéer og Oswald Mosley forsøgte flere gange, dog uden held, atter at blive taget alvorligt i engelsk politik. Han døde i 1980.

Hør Diana Mosley fortælle om sin søster, Nancy:

Klik her for at høre Diana fortælle en anekdote om sin søster, Nancy. Klippet er taget fra en udsendelse på BBC, "Routes of English Special - Talking Posh", der beskæftiger sig med "Upper Class Pronunciation". Klippet er i mp3-format, varer ca. 40 sekunder og fylder ca. 700 Kb.

Hør Diana på Desert Island Discs:

I 1989 medvirkede Diana på BBC's "Desert Island Discs". I den forbindelse forårsagede hun en lytterstorm p. gr. af sine positive udtalelser om Hitler. Da hun valgte "A Whiter Shade of Pale" som en af de plader, hun godt ville have med på en øde ø, blev det tolket som et udslag af racisme. Klik her for at høre en ultrakort bid af programmet. Klippet er i mp3-format, varer under et minut og fylder ca. 200 KB.

Hør en stump interview med Diana Mosley:

I dette interview fra 4. maj 2002 taler Diana bl.a. om sin holdning til Le Pen, og hvorfor han ikke kan sammenlignes med de fascister, hun vedkender sig. Klik her for at høre interviewet. Interviewet er i mp3-format, varer ca. 4 minutter, fylder ca. 4 MB og er desværre ikke i god lydkvalitet.

På kirkegården i Swinbrook

Diana døde under hedebølgen i 2003. Hun blev begravet på kirkegården i Swinbrook, hvor også Nancy og Unity ligger begravet.

Sidst opdateret 17-03-2017

3 gravsten på kirkegården i Swinbrook. Billede fra WikiMedia Commons