Index

Stikord


Baggrund
Mitfordiana. Nancy, Pam, Tom, Diana, Unity, Decca og Debo.

OBS:

Jeg skriver om nogle bøger, der interesserer mig. Jeg anmelder ikke for andre.

Om dette site

Jeg blev op­ta­get af em­net “Mit­for­di­a­na” for snart læn­ge si­den. Jeg har læst en mas­se om Mit­ford­er­ne og af dem, og ef­ter­hånd­en som jeg har læst og tænkt o­ver ting­e­ne, har jeg følt trang til at skri­ve om det. Det er selv­føl­ge­lig mit håb, at em­net også vil in­ter­es­se­re an­dre og må­ske give dem lyst til selv at læ­se me­re.

Søstrene, Nancy

Et produktivt og vanskeligt liv

Nancy var den ældste. Hun er født i 1904 og døde i 1973. Hun er den af søstrene, der har fået udgivet mest. Når man læser om hende i biografierne, får man et indtryk af, at hun ikke har været helt let at omgås. Hun var i besiddelse af en udtalt og noget ubarmhjertig form for humor. Der er adskillige eksempler på, at hun har klædt sig ud og nærmest skræmt sine mindre søskende halvt ihjel. Man får også et indtryk af en kvinde, som på nogle punkter er ekstremt sårbar og også ret så uheldig i kærlighed. Først var hun i flere år forlovet med en skotte, som viste sig at have meget lidt interesse i kvinder. Dernæst giftede hun sig med en overfladisk ødeland. Ægteskabet gik dårligt næsten lige fra starten, men Nancy gjorde meget for at opretholde det, eller i det mindste illusionen om det, selv om det ikke gav hende noget af det, hun ønskede sig, børn f.eks. Endelig forelskede hun sig voldsomt i en af General De Gaulles topfolk, Gaston Palewski, og denne kærlighed bestod fra hendes side, indtil hun døde. Hvorvidt Palewski havde de samme følelser for hende kan der herske al mulig tvivl om. Han var ikke interesseret i at binde sig og havde hele tiden andre kvinder. Han endte såmænd med at gifte sig med en af dem, hvilket sårede Nancy Mitford dybt, men hun gjorde sit bedste for ikke at lade sig mærke med det. Hun ville for alt i verden ikke miste kontakten til Palewski, selvom den udelukkende forekom på hans betingelser.

Boghandelen i Curzon Street

The Bookshop at 10 Curzon Street Nancy og Palewski traf hinanden i London under anden verdenskrig, i den periode hvor Nancy arbejdede i den lille boghandel i Curzon Street 10. Hun var ludfattig på det tidspunkt. Hendes mand, Peter Rodd, havde forladt hende, og hun tjente kun ganske lidt på jobbet i boghandelen. Alligevel holdt hun "salon" der og blev midtpunkt for sammenkomster mellem tidens intellektuelle. F.eks. blev hun en nær ven af Evelyn Waugh.

Livet i Paris

Efter krigen flyttede hun til Paris, uden tvivl for at være i nærheden af sin elskede Palewski, men også for at opleve frihed for første gang. Ved at læse hendes biografier får man et indtryk af, at hun virkelig trængte til at slippe ud af sin families klør og være sig selv. Hun boede først på hotelværelser og i lånte lejligheder. Så fandt hun en lejlighed i Rue Monsieur, hvor hun boede i mange år. Siden købte hun sig et hus i Versailles, hvor hun døde i 1973.

Et liv som forfatter

I Paris begyndte hun at kunne leve af at være forfatter. Hun havde dog først etableret sig som en slags forlængelse af Heywood Hills’ boghandel i Curzon Street nr. 10. Hendes idé var, at hun kunne omgå de strikse valutarestriktioner, som England havde lige efter krigen, ved at være en udenlandsk afdeling af boghandlen. Hun ville så på opfordring af englændere støve forskellige bogtitler op og sende bøgerne til kunderne i England.

Hun udgav sin første roman, Highland Fling så tidligt som i 1931. Senere udgav hun Christmas Pudding (1932) og Wigs on the Green (1935). Lovett hævder i The Sisters, at Nancy var begejstret, hver gang hun havde fået noget antaget, simpelthen fordi det gav hende nogle kontanter, noget hun hele tiden manglede. Hun havde udgivet bogen Pigeon Pie i 1940, men den blev kun en moderat succes. Det virkelige livs begivenheder overhalede bogens handling. De første seks måneder af anden verdenskrig blev i Storbritannien betragtet som "krigen, der ikke var en krig", og det er på den præmis bogen er skrevet. Da bogen udkom var der imidlertid kommet gang i krigen, og Nancy Mitfords lette behandling af krigen holdt ikke længere stik. Der var kommet lig på bordet.

Succes!

The Pursuit of Love I 1945 udkom The Pursuit of Love, og den blev en kolossal succes, ligesom de efterfølgende bøger, Love in a Cold Climate og The Blessing. Der er tale om 3 enkeltstående romaner, men da de til dels har det samme persongalleri, vil man måske blive tilgivet, hvis man betragter dem som en slags serie.

Herefter begyndte Nancy Mitford at skrive biografier over kendte historiske personer. Den første, hun kastede sig over, var Madame Pompadour. Senere fulgte biografier af Voltaire, Frederik den Store og Solkongen. Hun skrev sine biografier på en meget personlig og læseværdig måde, som nok var hidtil uset. Der er intet akademisk eller tørt over dem, selv om hun lader til at have sine facts i orden.

At sætte lus i skindpelsen

Nancy Mitford - Billede fra Wikimedia Commons

Under hele sin forfatterkarriere skrev Nancy Mitford kronikker til engelske aviser og gav tit anledning til voldsom debat. Hun var, som før nævnt, en drillepind af rang, og da hun for sjov publicerede sit essay om "U and non U, An Essay in Sociological Linguistics’, var der mange af hendes samtidige, der tog det alvorligt og var rasende på hende. For eftertiden, vi har jo vores bakspejl, kan der imidlertid ikke være megen tvivl om, at dette essay er et af hendes berømte drillerier. I essayet beskriver hun, hvordan folk afslører deres sociale klasse med deres sprogbrug. At de gør eller gjorde det i Storbritannien på det tidspunkt er utvivlsomt rigtigt, men mon ikke snarere det var accenten, der gjorde det, end de eksempler Nancy Mitford nævner i sit essay? F.eks. skriver hun, at det er U (upperclass) at sige lavatory paper og Non U (ikke upperclass) at sige toilet paper. Ja, jeg kan kun sige, at hvis ikke det er en spøg, ja så burde det knageme være det! Under alle omstændigheder er essayet hylende morsomt.

Det mest illoyale menneske?

Diana har efter Nancys død udtalt, at Nancy var det mest illoyale menneske, hun nogensinde har kendt. Det var efter, at hun havde fundet ud af, at Nancy var blandt dem, der havde ment, at hun var farlig for rigets sikkerhed. Hvad Diana aldrig nåede at finde ud af, var, at Nancy faktisk også protesterede mod Mosleyernes løsladelse i 1943. Man kan sagtens have forståelse for, at Nancy var mod Dianas politik og vel også for, at hun gav udtryk for sine synspunkter overfor MI5 under krigen. Det kan imidlertid godt synes noget lusket af hende, at hun aldrig konfronterede sin søster og fortalte hende, hvad hun havde gjort. Nancy var uden al tvivl en sammensat personlighed. Diana selv har sagt, at Nancys problem var, at hun ikke havde førsteprioritet hos nogen, og at hendes liv i øvrigt var ubærligt trist. Det er nok at gå lidt for vidt, synes jeg, men det er ynkværdigt, hvordan hun hele tiden er bange for at have fornærmet Palewski, selv om han nærmest vadede hen over hende, som det passede ham. Følgende eksempel er et brev, hun skriver til Palewski, efter at hun tror, hun har fornærmet ham, fordi han tror, at hun har fortalt en af deres fælles venner om en gave, Nancy havde givet Palewski:

7 Rue Monsieur, VII
Søndag [Januar 1956]

Oberst

Jeg ser, at jeg har såret dig, og jeg beder om undskyld. Jeg forstod det først midt i nat, mens jeg lå på mit smertensleje og vredt tænkte, at du havde svigtet mig, fordi sygdom keder dig. Med et sæt indså jeg, hvad der var i vejen.

Det kom af en fjollet trang til at vise Geoffrey, at man kan købe gode ting i små butikker, noget som han aldrig vil gøre. Så ser jeg altid på de ting, jeg køber med andre øjne. (Han vidste besked med blækhuset allerede, fordi han havde det, der var magen til).

Jeg har aldrig sagt noget til nogen andre, undtagen Diana, hvilket du ved. Jeg må dog sige, at alle er klar over, at alle de smukke ting i min lejlighed er gaver fra dig, og det ville være meget unaturligt, hvis jeg aldrig gav dig en gave. Jeg undskylder. Men jeg synes, det er en lille ting at sætte op mod 15 års trofast og uforanderlig kærlighed.

Det forholdt sig sandsynligvis, som hun først havde forestillet sig: Palewski var ude med en af sine damer, og havde ingen lyst til at tilbringe tid sammen med Nancy, der var syg på dette tidspunkt. Men Nancy kunne bedre leve med en forklaring, der gjorde hende selv skyldig i "The Col's" svigt. Der er mange tilsvarende eksempler blandt Nancys breve.

Litterære cirkler

Nancy MitfordMens Nancy Mitford boede i Rue Monsieur blev hun også der midtpunkt for mange af de kendte mennesker, der færdedes i Paris på det tidspunkt. F.eks. Violet Trefusis, som af Nancy Mitford i et brev omtales som "Vi". Violet Trefusis, der i sine unge dage var Vita Sackville-Wests berømte eller snarere berygtede elskerinde, var en hel del ældre end Nancy Mitford. Nancy beskriver, hvordan Violet, hvis hun fik serveret noget, hun ikke kunne lide, bare ville spytte det ud og sidde med det i hånden under resten af måltidet. Nancy Mitford skriver: "Vi is too vile!". Ja, det kan man da ikke være uening i. En sådan opførsel er da temmelig ulæks! Violet Trefusis er også interessant på en anden måde, idet hun er et af bindeleddene til danske litterære kredse. Karen Blixen kendte hende godt og besøgte hende i Paris. Baronessen har dog mig bekendt ikke efterladt sig noget skriftligt om Trefusis’ kuriøse bordmanerer eller mangel på samme. Nancy nævner derimod et sted i et af sine breve, at Fru Blixen har været i Paris. Om hun selv har mødt hende, eller om det er udtryk for sure rønnebær vides ikke, men Nancy skriver, at hun følte sig frastødt af Baronessens "Nordic Gloom" (nordiske tungsind eller dysterhed).

Nancy Mitford fik naturligvis også besøg af mange tilrejsende venner og bekendte. Det blev hende lidt rigeligt ind i mellem, så når hun skulle arbejde, måtte hun ofte opholde sig andre steder end netop i Rue Monsieur. Hun opholdt sig hos en madame Costas på Fontaines les Nonnes i flere perioder, ligesom hun tog til Venedig næsten hver sommer. Hun rejste ofte til England og Irland for at besøge sine forældre, mens de levede, og senere besøgte hun sine søskende, fremfor alt Debo; både på Chatsworth og på Lismore Castle. Ligeledes lånte hun ofte Cavendish-familiens Londonhus. Hun havde også venner i Grækenland, som hun besøgte, og mens Palewski var fransk ambassadør i Rom, gæstede hun også ham. Så, som succesrig forfatter, der var vidt berejst, er det vel lidet dækkende at sige, at hendes liv var ubærligt trist? Nancy Mitford var i høj grad i stand til at iscenesætte sit eget liv og få det, som hun ville have det. Der er vel næppe nogen, der i et og alt får det, som de vil have det.

Versailles, mod afslutningen

Love From Nancy Det er som om, det gik ned ad bakke for Nancy Mitford i hendes personlige liv efter at hun havde besluttet sig for at flytte væk fra lejligheden i Rue Monsieur og købe huset på Rue D’artois i Versailles. Hun blev meget isoleret i dette hus. Det lå lidt langt væk, og det var ikke længere bekvemt for hendes venner at besøge hende. Palewski havde giftet sig, og hun havde nok måttet opgive illusionen om at være den vigtigste person i hans liv. Endelig var hun måske allerede syg på dette tidspunkt. Hun døde af kræft (Hodgekin’s Lymfom). Denne sygdom blev ikke korrekt diagnosticeret i lang tid, og hun gennemgik adskillige smertefulde og nærmest virkningsløse behandlinger. Hun kunne ikke fordrage at tage stærk smertestillende medicin, idet det så blev umuligt for hende at tænke klart. Netop dette at tænke klart prioriterede hun over det meste andet i hele sit liv. Palewski sørgede kort tid før Nancy Mitfords død for, at hun fik en æresbevisning, hun blev udnævnt til Chevalier de la Legion d’Honneur, hvilket hun havde ønsket sig i årevis. Palewski overrakte hende selv medaljen. Kort efter fik hun også en CBE (Commander of the British Empire). Så man kan sige, at før sin død opnåede Nancy Mitford at blive slået til ridder af både Frankrig og England. Hun fik bare ikke ret lang tid til at glæde sig over det.

Hør Nancy fortælle om sin foretrukne omgangskreds:

På dette ultrakorte klip kan man høre Nancy Mitford fortælle, at hun synes bedst om medlemmer af "Society", bl.a. fordi de ler af hendes vitser. Klik her for at høre klippet. Klippet er i mp3-format, varer ganske få sekunder og fylder ca. 250 Kb.

Fra et interview med Nancy Mitford

Sidst opdateret 17-03-2017