Index

Stikord


Baggrund
Mitfordiana. Nancy, Pam, Tom, Diana, Unity, Decca og Debo.

OBS:

Jeg skriver om nogle bøger, der interesserer mig. Jeg anmelder ikke for andre.

Om dette site

Jeg blev op­ta­get af em­net “Mit­for­di­a­na” for snart læn­ge si­den. Jeg har læst en mas­se om Mit­ford­er­ne og af dem, og ef­ter­hånd­en som jeg har læst og tænkt o­ver ting­e­ne, har jeg følt trang til at skri­ve om det. Det er selv­føl­ge­lig mit håb, at em­net også vil in­ter­es­se­re an­dre og må­ske give dem lyst til selv at læ­se me­re.


Søstrene, Unity

Unity Valkyrie ..

Mitfordfamiliens femte barn, Unity, blev født i 1914. Unity blev døbt Unity Valkyrie Mitford. Senere ændrede hun sit mellemnavn til Walküre, fordi det lød mere tysk. Hendes far, "David" Redesdale ejede en guldmine i Swastika (swastika=hagekors), Canada. Det påstås, at Unity Mitford blev undfanget der. Hun har sikkert selv set stor symbolik i dette.

Hagekors eller hammer og segl?

Som barn havde hun et meget nært forhold til sin lillesøster, Jessica eller "Decca", som hun kaldte sig selv. De to piger udviklede et hemmeligt sprog, Boudledidge, som kun de to talte. De andre børn forstod noget af det. Pigerne kaldte hinanden "Boud". Unity blev også somme tider kaldt Bobo. Det fortælles, at de to "Boud'er" på et tidspunkt delte en lille dagligstue i deres hjem i Swinbrook. De havde lavet en streg gennem værelset, og Deccas halvdel var dekoreret med hammer og segl, mens Unitys var dekoreret med hagekors. De spurgte også helt åbent besøgende, om de var kommunister eller nazister, lidt på samme måde, som børn nu vil vide, hvilket fodboldhold man holder med.

Ikke en nipsting

Unity var meget stor af statur, om end ikke decideret overvægtig, men hendes statur var et problem for hende, især når hun blev sammenlignet med sin smukke søster, Diana. Unity skulle være brudepige til sin søster, Dianas, bryllup. Hun var som den eneste af brudepigerne stærkt utilfreds med, at hun ikke kom til at se yndig ud i sin brudepigekjole. Moderen skal have udtalt: "Stakkels Boud. Hun er da virkelig enorm". Lige den trøst, man har brug for fra sin kærlige mor, ikke?

Debutantballer

Unity MitfordDa hun skulle "debutere" i London Society (en lettere barbarisk engelsk tradition, hvor unge piger af overklassen skulle præsenteres for dronningen og derefter kartes rundt til en mængde "debutantballer" for at finde en ægtemand), kunne hun altså ikke satse på at skabe opmærksomhed omkring sin person på grund af ynde. Hun fandt så på andre ting. Blandt andet ejede hun en lille snog, som hun medbragte til selskaber. Hun havde også sommetider en tam rotte med i håndtasken. Den slags opførsel er ikke helt ulig det at stikke en sikkerhedsnål i øret og farve sit hår sort med orange hanekam, er den?

Et ophold i udlandet

Familien har sikkert ikke været svære at overtale til at lade hende tage til München for at "studere". Hellere det end endnu en "sæson", hvor Unity blamerede sig til debutantballerne og ikke fandt nogen ægtemand.

Kontakt til nazister

Som ung pige var hun meget vred over, at hun ikke havde fået lov til at gå i skole, og det lykkedes hende faktisk at overtale sine forældre til at sende hende i skole i flere perioder. Hun blev så smidt ud af de fleste af skolerne igen, men det er en anden historie. Hun fik altså også lov til at tage til München, hvor hun nærmest "stalkede" Hitler. Hun sad på en af Hitlers yndlingsrestauranter i München, Osteria Bavaria, hvor hun stirrede på ham, hver gang han kom ind, indtil han til sidst inviterede hende hen til sit bord. Han har sikkert fået sine folk til at undersøge, hvem hun var og har troet, at han på en eller anden måde kunne få en fordel ud af bekendtskabet. Dette bekendtskab udviklede sig, efter at Unity havde sendt et læserbrev til en tysk avis, "der Stürmer", hvor hun erklærede sig som "jødehader". Unity præsenterede også sin søster, Diana, og broderen, Tommy, for Hitler. Senere sørgede hun også for, at hendes forældre mødte Nazitoppen. Hitler "gav" hende på et tidspunkt en lejlighed, som var blevet eksproprieret fra en jødisk familie, og Unity tog glad mod den. Hitler skal have udtalt, at Unity var et "perfekt eksempel på arisk kvindelighed". Det er måske ikke så mærkeligt, at Eva Braun blev jaloux.

Barn med Hitler?

Der har været en del spekulationer i, hvad slags forhold, Hitler og Unity egentlig havde. Allerede i 30'erne kunne man i en engelsk avis læse, at Unity skulle giftes med Hitler. David Redesdale måtte dementere dette. Så sent som i december 2007 kom der en historie frem, om at Unity skulle have født et barn i dølgsmål i starten af krigen, og der har været spekulationer om, at dette barn skulle have Hitler til far. Man ved selvfølgelig aldrig, men personlig tror jeg, at det bare er sladder. For det første siger Enkehertuginden af Devonshire, at der ikke var noget barn, hvilket jeg vælger at tro på. For det andet vil jeg mene, at Unitys næsegrus tilbedelse af Hitler ville udelukke et mere kødeligt forhold mellem dem. Skulle jeg have uret i dette var Hitler for det tredje, alle sine mange fejl til trods, yderst bevidst om, at han havde dårlige gener, og derfor gjorde han sig store anstrengelser for at undgå at blive far, rent bortset fra, selvfølgelig, at mange mener, han var impotent det meste af sit liv.

Selvmordsforsøg

Desuden havde Unity truet med at tage sig af dage, hvis England og Tyskland nogensinde kom i krig. Det gjorde de jo så i 1939, og Unity forsøgte at begå selvmord. Hun gik ind i en park i München, som hed "Englischer Garten" og skød sig en kugle i hovedet. Det ville hun vel næppe have gjort, hvis hun havde ventet sit store idols afkom? Hun overlevede sit selvmordsforsøg, og efter sigende betalte Hitler hendes hospitalsregning de første mange måneder. Da hun var rask nok til at rejse, hentede hendes mor hende hjem til England. Unity blev aldrig sig selv igen, hendes personlighed var stærkt forandret. Hun var som et stort barn. Hun har sandsynligvis pådraget sig en heftig hjerneskade ved selvmordsforsøget. Hun blev vanskelig at omgås, bl. a. kunne hun aldrig være alene, og hun var ikke i stand til at spise uden at spilde maden ned ad sig. Om det var dette, der gjorde udslaget, vides ikke, men det var i hvert fald en medvirkende belastning, der gjorde at forældrene, Sydney og David Redesdale, ikke mere kunne leve sammen.

Stadig fanatiker

Hun blev i denne periode meget interesseret i diverse religioner, den ene efter den anden. Hun blev religiøs med næsten samme intensitet, som hun før havde været nazist. Hun sværmede også for unge mænd i uniform. En af dem, en pilot, sværmede hun så meget for, at han måtte tvangsforflyttes. Myndighederne var med andre ord stadig ikke sikre på, at hendes nazisympatier og kontakter var et overstået stadium. Unity døde 9 år efter sit selvmordsforsøg. Hun fik meningitis, sandsynligvis på grund af den kugle, hun stadig havde siddende i hovedet.

For mig fremstår hun som lidt af en stakkel, det vi i dag ville kalde en af de "utilpassede unge". Hun havde et i den grad voldsomt behov for anerkendelse og opmærksomhed, som hun ikke så meget som begyndte at få opfyldt, før hun fik sig møvet ind i kredsen omkring Hitler. Alt i alt en sørgelig skæbne.

Sidst opdateret 17-03-2017